Wienersalat
Frokost

Wienersalat

Wienersalat

Jeg vil prøve, om jeg kan nå at lave en ny og lækker ting til Williams madpakke hver uge. Så får han smagt en masse forskelligt, så han ikke kører træt i den samme mad, og jeg får mulighed for at afprøve nye opskrifter. I sidste uge lavede jeg en stor portion af disse minifrikadeller til madpakken, og i går lavede jeg en wienersalat også kaldet pølsesalat.

Da William så wienersalaten stå på bordet, sagde han, “ej er det svensk pølseret?”. Det kunne man næsten også godt kalde wienersalat – svensk pølseret bare i en kold udgave. “Ja for der er både pølser og kartofler i, er der ikke”, spurgte William, og det har han da helt ret i, at der er.

Hvis man har en rest kolde pølser og kartofler, så tager det ikke meget mere end 10 minutter at lave opskriften. Dressingen skal blot røres sammen og tilsættes kartoflerne og pølserne. Wienersalaten smager godt sammen med groft rugbrød eller i en bolle, men man kan også spise den, som den er sammen med agurk og tomater. I alt fald hvis man er William. Han spiste wienersalaten uden brød, og så har han fået resten med i madpakken.

Wienersalat

Wienersalat

Antal 1 skål

Ingredienser

  • 2 kogte kartofler
  • 4 wienerpølser
  • 0,5 rødløg
  • 4 drueagurker
  • 3 spsk. mayonnaise
  • 3 spsk. cremefraiche 18%
  • 0,5 tsk. dijonsennep
  • Salt og peber
  • Purløg

Sådan gør du

  • Skræl kartofler og kog dem. Når kartoflerne er helt afkølet skæres de over i små tern. Kog også pølserne og lad dem blive kolde inden de skæres ud i små skiver.
    Hak rødløget ud i små bitte tern og kom dem ned i en skål. Skær drueagurkerne ud i små stykker og kom også dem ned i skålen. 
    Hæld mayonnaise, cremefraiche og dijonsennep ned i skålen og rør blandingen rundt. Smag dressingen til med salt og peber inden de kolde pølser og kartofler tilsættes. Pynt wienersalaten med finthakkede purløg.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Instagram @madling_dk

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar