Spaghetti bolognese
Aftensmad

Spaghetti bolognese

Spaghetti bolognese

De fleste har sikkert deres egen måde at lave spaghetti bolognese på, og det har vi også herhjemme. Jeg følger aldrig en bestemt opskrift men laver retten, sådan som jeg lige føler for. Nogen gange synes jeg godt, at det kan være svært at få nok smag i kød og saucen. Efter min mening er det ikke nok at saucen smager af tomat, der må gerne være en god smag af krydderier, men uden at den bliver stærk.

Da jeg sidste gang lavede spaghetti bolognese (eller spaghetti med kødsovs, hvad med nu kalder retten), skrev jeg ingredienserne ned. Saucen fik en rigtig god smag, og derfor vil jeg her dele min opskrift med jer.

Jeg har lavet en stor portion og brugt 1 kg hakket oksekød, så vær opmærksom på at der er nok til to dage. Retten kan eventuelt fryses, hvis ikke I vil spise det samme to dage i træk.

Spaghetti bolognese

Opskrift på spaghetti bolognese

1 kg hakket oksekød
Smør til stegning
1 løg
1 fed hvidløg
1 oksebouillon
2 dåser hakkede tomater
1 dl vand
2 tsk oregano
1 tsk paprika
4 laurbærblade
1 tsk salt
Lidt peber

Tilbehør: Pasta eller spaghetti, bredbladet persille og friskrevet parmesan.

Fremgangsmåde

Hak løg og hvidløg i små tern og brun dem i smørret i en stor gryde. Tilsæt kødet og lad det stege et par minutter til det er gennemstegt. Kom dåserne med tomat, bouillon og vand i gryden og derefter krydderierne.

Lad det hele simre i 15-20 minutter og kog spaghettien imens du venter. Server retten sammen med persille, parmesanost og spaghettien.

Mængde

4 personer (2 dage)

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar