Pizza med cocktailpølser
Aftensmad

Pizza med cocktailpølser

Pizza med cocktailpølser

Normalt er William og Malte mest til pizza med pepperoni, og de er begge ret vilde med de her små pizzaer til madpakken. Men denne gang syntes jeg, at der skulle lidt fornyelse til, så jeg havde købt ind til pizza med med cocktailpølser og peberfrugt i stedet. Dejen er den samme, som jeg har brugt til pizza med parmaskinke og rucola. Den blev så god, så det nok er den grunddej, som jeg vil følge fremover. Der er brugt italiensk Tipo 00 hvedemel i stedet for almindelig hvedemel, og det er ret godt til pizzadej. Jeg er et par gange blevet spurgt, hvor man kan købe det henne. Jeg har købt det i Føtex, men jeg vil tro, at de fleste større supermarkeder har det.

Tomatsovsen er en enkel tomatsovs med få ingredienser som blot er rørt sammen – den behøver ikke at blive opvarmet, inden den kommes på pizzaerne. Fyldet på pizzaerne er blot revet mozzarella, rød peberfrugt og cocktailpølser som er skåret over i halve. Jeg var lidt spændt på, hvad mine små pizza-vante-pepperoni-kenderne ville sige til den nye pizza, men den blev heldigvis vel modtaget. Meget vel endda! William sagde, “mor det her er den bedste pizza, som du nogensinde har lavet til mig”. Så bliver man da glad :-)

Pizza med cocktailpølser

Opskrift på pizza med cocktailpølser

Pizzadej:
3 dl koldt vand
25 g gær
1 tsk sukker
1 tsk havsalt
2 spsk olivenolie
500 g Tipo 00 hvedemel (italiensk hvedemel) + lidt ekstra til når pizzaerne skal formes

Tomatsovs:
500 g tomatpuré
1 tsk havsalt
4 tsk oregano
2 tsk timian
0,5 fed hvidløg

Fyld:
400-500 g revet mozzarella
Cocktailpølser
En rød peberfrugt
Eventuelt oregano

Fremgangsmåde

Rør gæren ud i vandet og tilsæt sukker, salt og olivenolie. Tilsæt melet lidt af gangen og rør det hele godt sammen. Jeg har brugt en køkkenmaskine til at ælte dejen. Den skal æltes, til den er helt glat og ensartet. Sæt dejen til at hæve i 45 minutter med et viskestykke over skålen.

Del dejen i to dele og drys lidt mel ud på bordet og på kagerullen. Rul begge klumper dej ud til to store pizzaer og læg dem på to plader med bagepapir. Jeg lavede mine pizzaer nogenlunde runde, men dejen kan også trækkes, så den passer til bagepladen, afhængig af hvor tynd en bund man ønsker.

Bland alle ingredienserne til tomatsovsen sammen i en skål og rør sovsen sammen. Fordel tomatsovsen ud på begge pizzaer med en ske. Kom sovsen helt ud til kanten i et jævnt tyndt lag og drys revet mozzarella hen over pizzaerne. Skær cocktailpølserne over i halve og læg dem på pizzaerne sammen med stykker af peberfrugt. Bag pizzaerne i en forvarmet ovn.
Bagetid: 15-17 minutter ved 225° (varmluft).

Mængde

2 store pizzaer

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar