Pastaret med kylling og champignoner
Aftensmad

Pastaret med kylling og champignoner

Pastaret med kylling og champignoner

Som nævnt før så er vi glade for nemme og hurtige pastaretter herhjemme.
Så når jeg i starten af ugen laver vores madplan, så sætter jeg altid en eller to nemme retter på. Så ved jeg, at der er ekstra tid de dage, og det giver plads til andre ting som legeaftaler for drengene, praktiske ting som vi gerne vil nå eller rolige eftermiddage i haven. Sådan har vi gjort det siden efter sommerferien, og det fungerer rigtig godt for os.

På torsdage har vi altid besøg, så der gør jeg lidt ekstra ud af madlavningen, ligesom der bruges mere tid i køkkenet eller ved grillen i weekenden. Vi kan også rigtig godt lide at gå ud at spise sammen med børnene eller at hente lækkert take-away mad. Men det bliver hurtigt dyrt at have den last, så der hjælper det at have et par nemme retter på lager, når tidsplanen glider.

Denne pastaret er med kylling og champignoner, og så er den pyntet med frisk timian. Ingredienslisten er ganske kort, og retten kan sagtens bikses sammen på en halv time. Så det er sådan en god og nem pastaret til travle hverdage :-)

Pastaret med kylling og champignoner

Opskrift på pastaret med kylling og champignoner

1,5-2 fed hvidløg
Smør
200 g champignoner
650 g kyllingeinderfilet
300 g spaghetti (rå)
500 ml madlavningsfløde 18%
Salt og peber
Frisk timian

Fremgangsmåde

Kog spaghettien efter anvisningen på pakken og lad den dryppe af i en sigte.

Rens champignonerne og skær dem ud i tynde skiver. Svits champignonerne og presset hvidløg i en sauterpande med smør. Tilsæt kyllingen og vend det hele godt rundt imens kyllingen gennemsteges.

Tag panden af varmen hvis ikke du har pastaen klar. Kyllingen må ikke få for længe, for så bliver den tør.

Hæld madlavningsfløden over kyllingen i panden og smag sovsen til med salt og peber. Lad sovsen blive varmet inden den kogte spaghetti tilsættes. Rør det hele godt sammen og pynt retten med frisk timian.

Mængde

4-5 personer

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar