Pandebrød
Aftensmad

Pandebrød

Pandebrød
Pandebrød, små runde brød som bages på panden. Dejen er nem at lave og skal ikke hæve. Efter dejen er rørt sammen har den godt af at stå lidt på køl, men det er ikke en nødvendighed. Jeg har serveret pandebrødene sammen med pulled pork, cherrytomater i flere farver, bredbladet persille, hjertesalat og regnbue-gulerødder i hvide, gule, orange og lilla farver.

Som jeg har skrevet om flere gange før her på bloggen, elsker jeg mad med farver.
Det gør maden så lækker og indbydende at se på. Jeg kan slet ikke stå for de mange-farvet gulerødder eller cherrytomater. Det kan godt være, at de smager ens, men de gør altså noget for appetitten. Min ældste søn som er 4 år var med i køkkenet, da jeg skar grøntsagerne, og han var også mægtig begejstret for de flotte grøntsager. “Må jeg smage en hvid gulerod?”, sagde han. “Og en også en gul, og en orange og en lilla” :-)
Det er så dejligt, at han vil spise grøntsager og har mod på at smage nye ting. Under middagen guffede begge drenge løs af tomaterne, og jeg måtte over og skære flere.
Så hermed er det lille tip om mange-farvet grøntsager givet videre til alle børnefamilier.

Hvis du gerne vil have en form for dressing på kødet, kan jeg anbefale denne fedtfattige coleslaw, som jeg lavede i sidste uge.

Pandebrød

Pandebrød

Antal 8 stk.

Ingredienser

  • 150 g mel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. groft salt
  • 60-70 ml vand
  • 2 spsk. olivenolie

Til at stege i:

  • 2-3 spsk. olie

Sådan gør du

  • Kom mel, bagepulver og salt ned i en skål. Tilsæt olien og lidt af vandet.
    Ælt dejen sammen imens mere vand tilsættes. Ælt dejen sammen til en kugle og stil den på køl i 20 minutter. 
    Form 8 runde kugler som laves til flade runde brød. Brug en kagerulle eller hænderne til at gøre dem flade. Jeg brugte hænderne. Dejen kan godt strækkes, hvis man er lidt forsigtig. 
    Brun brødene på begge sider på en pande med lidt olie.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Instagram @madling_dk

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar