Oksekødsfrikadeller med mozzarella og bacon
Aftensmad

Oksekødsfrikadeller med mozzarella og bacon

Oksekødsfrikadeller med mozzarella og bacon

For et par weekender siden besøgte vi nogle venner i deres nye hus. De havde lavet en rigtig lækker middag med blandt andet oksekødsfrikadeller, som de grillede i haven. Jeg fik ikke opskriften, men jeg ved at der var krydderier og mozzarella i kødet, og så var der svøbt bacon omkring dem. Da vi skulle have gæster i sidste weekend, prøvede jeg at lave noget lignende, og det kom der denne opskrift ud af.

Jeg har lavet oksekødsfrikadellerne i ovnen, men jeg er sikker på, at de også sagtens kan grilles. Der var god smag i dem, selv om jeg havde brugt en mild paprika. Kødet afgav en del væde, som vi gemte som sauce til kartoflerne og frikadellerne. Eventuelt kunne man også lave det til en tykkere sovs med fløde i – se beskrivelsen i opskriften.

Oksekødsfrikadeller med mozzarella og bacon

Oksekødsfrikadeller med mozzarella og bacon

Antal 30 stk.

Ingredienser

  • 1000 g hakket oksekød
  • 2 tsk. groft salt
  • 4 tsk. sød paprika
  • 5 spsk. mælk
  • 3 spsk. mel
  • 250 g mini mozzarella kugler
  • 2 pakker bacon

Fremgangsmåde

  • Rør kødet sammen med salt, paprika, mælk og mel. Stil farsen på køl i en halv times tid. Del farsen i 30 stykker og gør hvert stykke fladt. Tag et stykke kød i hånden og lav en lille fordybning hvor der lægges en mini mozzarella kugle. Luk kødet rundt om osten og form den til en rund frikadelle.
    Når alle oksekødsfrikadellerne er lavet rulles et halvt stykke bacon rundt om hver. Læg frikadellerne i et fad og bag dem i ovnen.
    Bagetid: 30-35 minutter ved 200 grader varmluft.
    Kødet afgiver en del væde, og der er god smag i. Det brugte vi som sauce til frikadellerne og kartoflerne. Væden kan også tages fra og piskes sammen med fløde, så man får en tykkere sovs.

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’

Tidligere indlæg Næste indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Maria Hoffbeck fra En verden af kunst 14. august 2015 at 09:08

    Næ en god idé, det vil jeg prøve at gøre kunsten efter :-)
    De ser jo lækre ud og jeg er ikke så glad for gris.
    Vil ønske dig en rigtig god dag og snart weekend :-)

    • Svar Mie 14. august 2015 at 10:02

      Så skulle du prøve disse med oksekød, når du ikke er glad for svinekød.
      De er ret gode :-)

      Rigtig god dag også til dig og god weekend.

    Skriv din kommentar