Oksekødsfad med kartofler og rosmarin - opskrift | Madling.dk
Aftensmad
Aftensmad

Oksekødsfad med kartofler og rosmarin

Oksekødsfad med kartofler og rosmarin

Oksekødsfad med kartofler og rosmarin – en god hverdagsret som også er børnevenlig.
Kødsovsen har jeg lavet af hakket oksekød som er blandet med krydderier og peberfrugter, og så er sovsen sødet med farin. Man kan også lave kødsovsen som en almindelig bolognese, men jeg synes det giver noget ekstra godt til retten at lave kødsovsen lidt anderledes. Inspirationen til at tilsætte farin og peberfrugt i kødsovs har jeg fra min opskrift på Sloppy Joes burgere. Åh de var vildt gode! Dem må jeg helt sikkert snart lave igen.

Toppen af oksekødsfadet består af sprøde kartoffelskiver med smør, flagesalt og godt med rosmarin. Jeg elsker friske krydderurter, og jeg synes rosmarin giver en skøn smag og duft til maden. Rosmarin kan også godt være ret kraftigt, og det er selvfølgelig ikke meningen, at retten kun skal smage af rosmarin. Men sammen med den søde kødsovs og kartoffelskiverne passer det ret godt sammen.

Der blev et stort tærtefad samt et mindre ud af retten. Vi havde ikke helt til to dages aftensmad. Der blev en mindre rest tilbage som blev gemt til frokosten i weekenden.
Som tilbehør fik vi en salat blandet med grønkålschips og granatæblekerner.

Oksekødsfad med kartofler og rosmarin

Oksekødsfad med kartofler og rosmarin

Antal 6 personer

Ingredienser

  • 1000 g hakket oksekød
  • 1 stort løg
  • Smør til stegning
  • 1,5 tsk. salt
  • Peber
  • Oksekødfond eller bouillon
  • 390 g hakkede tomater
  • 2 spsk. farin
  • 2 snackpeber-frugter

Toppen:

  • 800 g kartofler
  • Frisk rosmarin
  • 50 g smør
  • Flagesalt
  • Parmesanost

Fremgangsmåde

  • Hak løget ud i små tern og svits dem i smør i en stor sauterpande. Tilsæt kødet og lad det brune på panden. Tilsæt salt, peber og fond og rør det rundt i kødet. Kom de hakkede tomater på panden og farinen. Skru komfuret ned til lav varme og lad retten simre imens snackpeberfrugterne skylles og skæres ud i små tern. Tilsæt peberfrugterne i retten og smag den til.
    Tag panden af komfuret og lad kødet stå imens kartoflerne gøres klar.
    Skræl kartoflerne og skær dem ud i tynde skiver. Kom kødet ned i et stort fad + eventuelt også et lille ekstra fad. Jeg havde ikke plads til retten i et fad, så jeg brugte et stort tærtefad og et mindre aflangt fad. Læg et tæt lag af kartofler ovenpå kødet og pynt med frisk timian. Kom små stykker af smør på retten og drys med lidt flagesalt.
    Sæt retten i en forvarmet ovn i midten af ovnen. Bagetid: Cirka 35 minutter ved 200 grader varmluft til kartoflerne er møre og sprøde.
    Server retten med en salat og skær tynde stykker af parmesanost til – osten glemte jeg at få med på billedet ;-)

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar