Mørbrad i flødesovs
Aftensmad

Mørbrad i flødesovs

Mørbrad i flødesovs

Mørbrad i flødesovs – opskrift på svinemørbrad i ovn med fløde.

Mørbrad i flødesovs med løg og frisk timian serveret med kogte ris til. En skøn vinterret med brun sovs for hele familien. Retten kan også serveres med kartoffelmos til eller bagte rodfrugter med honning.

Både i sidste uge og i denne uge har jeg sat flere vinterretter på vores madplan. Jeg havde ikke lige regnet med det her skønne vejr med solskin og høje temperaturer, som september har budt på. Men det er da skønt. at vi får så mange varme dage – for efteråret skal jo nok komme. Hele ugen har drengene leget i haven, når vi er kommet hjem, og der er både blevet badet og spillet fodbold.

Retten her – mørbrad i flødesovs fik vi til aftensmad, og selv om jeg mest synes, det er en vinterret, så smagte den skønt. William spiste løs og sagde gentagende gange, “må jeg få mere kød?”. Helt så stort hit var det ikke hos Malte, men han er også i en lidt svær alder hvad angår mad. Der går jo næsten sport i at sige, “det kan jeg ikke lide”, også selv om det er mad som han spiste dagen inden eller allerede har spist en portion af! Til tider lidt anstrengende ;-)

I dag er der købt ind til gullaschsuppe, men jeg ved ikke, om jeg laver det om.
25 grader og solskin er mest have-grillvejr og rimer ikke helt på suppe vel?

Mørbrad i flødesovs

Mørbrad i flødesovs

Antal 4 personer

Ingredienser

  • 600 g svinemørbrad
  • Salt og peber
  • Smør til at stege i
  • 5 løg
  • 0,5 liter piskefløde
  • 1 terning oksebouillon
  • Kulør
  • Frisk timian

Sådan gør du

  • Skæl løgene og skær dem i tynde skiver som halvevers. Stil løgene klar i en skål så de er klar til brug.
    Træk og skær alle senerne og hinderne fra svinemørbraden. Skær mørbraden ud i bøffer og tryk dem let flade med hånden. Kom bøfferne på en varm sauterpande med smør og kom godt med salt og peber på kødet. Brun mørbradbøfferne på begge sider ganske kort og tilsæt løgene. Vend løgene godt rundt på panden med kødet – til løgene er blevet bløde og klare.
    Tilsæt bouillonen og fløden og eventuelt en smule kulør. Varm sovsen op og smag den til med salt og peber. Kom derefter mørbraden over i et ovnfast fad og stil det i en forvarmet ovn ved 175° i 10-12 minutter.
    Pynt med frisk timian og spis retten sammen med kogte ris.
Kan du lide mine opskrifter?Følg mig på Facebook @Madling.dk

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar