Madpakker
Frokost

Minifrikadeller til madpakken

Minifrikadeller til madpakken

For at William ikke skal blive for træt af den samme slags pålæg i madpakken igen og igen, prøver jeg at forny det tit. Jeg ville selv bliver træt af at skulle spise det samme til frokost, og så synes jeg da også, at det sjovere ikke at skulle smøre de samme madder hver dag.

Spegepølsemadder plejer dog at være et sikkert hit hos William, men derudover er der ret meget pålæg, som han ikke er begejstret for. Til gengæld er han meget glad for både grøntsager og frugt, og det finder jeg aldrig rester af i hans madpakke. Det er mest rugbrøddet som det godt kan knibe med at få spist. Enten gør jeg det, at jeg deler rugbrødsmadderne over, så han får en i formiddagsmaden og en til frokost, eller også får han rugbrød med smør og så godt med tilbehør ved siden af. Det kan fx. være æblebåde, små pølser, ost, gulerødder, peberfrugt eller minifrikadeller. De gange jeg har købt minifrikadeller, har han spist dem med glæde og også spurgt efter flere om eftermiddagen. Derfor tænkte jeg, at jeg da lige så godt selv kunne lave minifrikadeller til hans madpakken. Så da jeg alligevel skulle lave aftensmad, lavede jeg en stor portion minifrikadeller til både aftensmaden og madpakkenen.

Der var ikke nok til, at jeg også kunne fryse nogle ned i denne omgang, men de kan godt fryses. Så er det let lige at tage et par stykker op, når der laves madpakke, eller hvis man er løbet tør for pålæg.

Minifrikadeller til madpakken

Minifrikadeller til madpakken

Opskrift på minifrikadeller til madpakken

1000 g hakket svinekød
2 æg
2 tsk groft salt
Peber
1 stort fed hvidløg
1 dl mælk
3 spsk hvedemel
0,5 dl vand + 0,5 terning grøntsagsbouillon
Smør til stegning

Fremgangsmåde

Rør kødet sammen med æggene, salt og peber. Tilsæt presset hvidløg, mælk og hvedemel og rør igen. Kog vandet og rør grøntsagsbouillonen ud i vandet inden det tilsættes i farsen. Rør det hele godt sammen med en elpisker med dejkroge. Sæt farsen på køl i 30 minutter.

Form minifrikadeller i hånden ved hjælp af en teske og steg dem på panden i smør. Jeg brugte to store pander, så jeg kunne lave mange på en gang.

Mængde

70 minifrikadeller

Følg Madling.dk her Facebook – Bloglovin’ – Instagram

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar