Madplan uge 51 | Madling.dk
Madplan uge 51
Madplaner

Madplan uge 51

Madplan uge 51

I næste uge starter uge 51 og så er der ikke længe til juleaften og nytår. Jeg gentager helt sikkert mig selv, når jeg skriver at tiden er gået hurtigt. December måned flyver altid bare afsted, i alt fald for os voksne. Her hjemme tæller Malte ned hver dag, og vi bliver hver eneste morgen mindet om, hvor mange dage der nu er til juleaften :-)

I den kommende uge ved jeg, at vi får travlt når julen nærmer sig. Vi skal holde jul og julefrokost hjemme ved os, så der er selvfølgelig en del forberedelse. Derfor har jeg prøvet, at gøre ugens retter lidt nemme. Så kan vi få bedre tid til indkøb, rengøring, gaver og andre praktiske ting inden jul.

I de efterfølgende uger kommer der ingen madplan på grund af juleferie og nytår. Madplanen er tilbage igen i uge 2. På facebook regner jeg med at dele juleopskrifter og inspiration til nytårsmad, så der er I meget velkommen til at følge med. 

Madplan uge 51

Mandag:
Vi starter ugen med gryderet med kylling og paprika. Det er en nem og hurtig hverdagsret som fx. kan spises med kartofler, ris, pasta eller grøntsager til. Vi har et par gange fået lyngstegt spidskål ved siden af som tilbehør.

Tirsdag:
Tirsdag skal vi have varm råkost med kødsovs. Det er revet gulerødder som svites på panden i lidt olie og hvidløg. Det er nemt, sundt og enkelt.

Onsdag:
Vi er ikke de store fiske-spisere herhjemme, men fiskefrikadeller kan vi alle fire godt lide. Jeg laver tit kartofler i ovnen til fiskefrikadellerne, men vi har også et par gange fået denne børnevenlige fiskeburger.

Torsdag:
Da jeg ved at ugen op til jul godt kan blive travl, er det godt også at have nemme retter på madplanen. Så vi skal have gang i vores panini-maskine igen og lave panini med skinke og ost og andre sandwiches.

Fredag:
Fredag som er vores hygge-dag gør vi ofte lidt mere ud af aftensmaden. Der skal vi have kyllingebøffer med grøntsager i pitabrød. Jeg laver nok denne hjemmelavet cremefraiche-dressing med krydderurter til. Hvis tiden er presset køber jeg pitabrødene, så jeg ikke behøver at bage.

Lørdag:
Ugens inspiration til gæstemad eller weekend-mad er denne skønne rødkålssalat med æble og mandarin. Der er også granatæblekerner og hasselnødder i den, og det er sådan en god salat. Den er oplagt at servere til en steg eller juleaften.

Søndag:
Søndag spiser vi rester fra køleskabet og fryseren. Får tømt ud og gjort klar til en ny uge. Da denne søndag bliver anderledes end de øvrige på grund af julen, kan det også være at vi bestiller mad.

Ugens bagning og lækkerier:
Ugens lækkerier er havregrynskugler. Opskriften er den samme, som den vi brugte i mit barndomshjem, og det er bare verdens bedste havregrynskugler!
Under temaet jul kan I finde mange flere juleopskrifter både på julemad og julelækkerier.

PRINT – Skabelon til madplan
Her kan du printe min skabelon til madplan og efterfølgende selv udfylde den.
Vi har vores madplan hængende i køkkenet, så vi alle kan se den.

PRINT – Fryserskabelon
Få ryddet op og sorteret fryseren. Her kan du printe min fryserskabelon – spar tid og penge.

Læs også – indkøb til en uge
Er du træt af at bruge for meget tid på at handle? Her kan du læse, hvordan vi gør –  indkøb til en uge.

Vil du have det seneste nyt, så husk at du kan følge med på:
Facebook – Bloglovin’ – Instagram 

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar