Grillede pizzaboller til madpakken
Brød og boller

Grillede pizzaboller til madpakken

Grillede pizzaboller til madpakken

I sidste uge lavede vi pizzaer på vores nye gasgrill. De blev virkelig lækre, og vi talte om, at det måtte vi lave en dag, vi fik gæster. Jeg var kommet til at lave dobbelt portion pizzadej, så det endte med at vi grillede pizzaer en stor del af aftnen ;-) Det gjorde nu ikke spor, for så fik vi afprøvet flere forskellige slags pizzaer, og fryseren er blevet fyldt med resterne. Dem bruger vi nok til frokost i weekenden og til Williams madpakke.

Den sidste portion dej formede jeg til boller og lavede til pizzaboller til madpakken. William er så glad for at få kold pizza med, så jeg tænkte at pizzaboller nok også ville være et hit. Tomatsaucen på bollerne er den samme, som jeg bruger til hjemmelavede pizzaer, og fyldet består blot af pepperoni, revet ost og oregano.

I går havde William den første pizzabolle med i skole, og da vi kom hjem. spurgte jeg ham, om den havde været god. “Jaaaaa mor”, svarede han. “Den var helt vild god, og jeg kunne lugte den i madkassen efter, at der ikke var mere” :-)
Jeg har endnu ikke selv fået smagt pizzabollerne. Vi fik rigeligt med pizzaer, da jeg lavede dem, så der var ikke plads til mere. Men jeg synes, at pizzabollerne så rigtig gode ud, og så duftede de ret så skønt.

Grillede pizzaboller til madpakkenGrillede pizzaboller til madpakken

Opskrift på grillede pizzaboller til madpakken

En halv portion nem pizzadej
Tomatsauce efter denne opskrift
100 g revet mozzarella
Pepperoni
Oregano

Fremgangsmåde

Når pizzadejen er færdig med at hæve, (bemærk at der er brugt en halv portion,) formes dejen til fem nogenlunde lige store boller. Sæt bollerne på et stykke bagepapir og lad dem efterhæve i 10-15 minutter. Tryk bollerne let flade med hånden og sæt dem over på den varme pizzasten.

Kom tomatsauce og revet mozzarella på pizzabollerne og læg er par skiver pepperoni på hver bolle. Drys med oregano og sæt pizzastenen ud på grillen.

Bag bollerne på grillen til de har taget farve, og bunden ser færdigbagt ud. Jeg tjekkede til pizzabollerne flere gange undervejs, så jeg kunne holde øje med at bunden ikke blev mørk.

Pizzabollerne er lavet på en gasgrill, hvor låget var åbent det første stykke tid. Jeg tror også, at man sagtens vil kunne bruge en kuglegrill, eller det der minder om det. Men det skal nok være en med låg, så bollerne bliver ordenlig gennemvarmet/bagt.

Mængde

5 grillede pizzaboller

Du kan følge bloggen på Facebook – Instagram – Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar