Fiskefrikadeller med kartoffelbåde
Aftensmad

Fiskefrikadeller med kartoffelbåde

Fiskefrikadeller med kartoffelbåde

Forleden dag lavede jeg små fiskefrikadeller med kartoffelbåde. Som tilbehør fik vi grøntsagsstave af gulerødder og agurk med ærtetip til. Jeg har lavet ærtedip flere gange, og det er utrolig nemt at lave. Så smager det godt, og er sundt. Et glimrende alternativ til fiskefrikadeller med remoulade – for ærtedippen passer også godt til fisk.

Jeg valgte at lave friskefrikadellerne små. Det synes jeg er lidt mere appetitligt, og samtidig passer det børnene godt. Der bliver 20 fiskefrikadeller ud af farsen, hvis de laves små. Bliver der en rest fiskefrikadeller tilovers, kan de gemmes til madpakken til en rugbrødsmad eller spises sammen med lidt blandet grønt. Mine drenge spiser dem både kolde og varme, og hvis William ser der er fiske- eller almindelig frikadeller i køleskabet, spørger han ofte, “må jeg tage en hånd-delle”.

Jeg har brugt torsk til fiskefrikadellerne – alternativt kan laksefilet eller rødspætte bruges
til farsen.

Fiskefrikadeller med kartoffelbåde

Fiskefrikadeller med kartoffelbåde

Opskrift på fiskefrikadeller med kartoffelbåde

450 g torskefilet uden skind og ben
2 æg
2 tsk salt
Peber
1 dl mælk
10 spsk hvedemel
Smør til stegning

1-3 kartofler pr. person
Rapsolie
Flagesalt

Tilbehør:
Citron
Bredbladet persille
Radiser
Stave af gulerødder og agurk
Ærtedip

Fremgangsmåde

Brug en stavblender for at lave en fin fars. Farsen skal ikke blendes til mos, men blot hakkes et par gange med stavblenderen. Tilsæt æg, salt og peber og rør farsen rundt med en ske. Kom mælk og mel i og bland det hele godt rundt, inden farsen stilles på køl.

Imens farsen står på køl forberedes resten af måltidet. Kartoflerne skrælles, skylles og skæres i store både. Kom kartoffelbådene ned i en frysepose og tilsæt olie og salt. Ryst posen grundigt, så olien og saltet fordeler sig på kartoflerne.
Hæld kartoffelbådene ud på en plade med bagepapir og sæt dem i ovnen.
Bagetid: Cirka 30 minutter ved 225° varmluft.
Rør i kartoflerne undervejs så de bliver sprøde på alle siderne.

Skær grøntsagerne ud og lav ærtedippen klar.

Tag farsen ud af køleskabet og varm en stor pande med smør op. Form 20 små fiskefrikadeller og steg dem på begge sider til de er let brune.

Mængde

20 små friskefrikadeller

Mere nyt fra Madling? Følg med på Facebook og Bloglovin’.

Tidligere indlæg Næste indlæg

Ingen kommentarer

Skriv din kommentar